Som bekendt gik Fona konkurs sidste år og blev overtaget af Elgiganten.
I den forbindelse overtog og ombyggede de også den store Fona på Strøget i København.
Til brug for pressemateriale mm ville de gerne have taget nogle billeder af butikken.
Det var hovedsageligt interiørbilleder de ønskede, men jeg skulle dog også lige tage et par af de nye indgangsparti udefra.
Da jeg fik opgaven troede jeg, at butikken var lukket for kunder og, at der kun ville være enkelte ansatte og et par håndværkere, at tage hensyn til under fotograferingen.
Men til trods for, at den store åbning først skulle finde sted sidst på ugen, var der allerede nu åbent for kunder.
Så det tog lidt længere tid, at fotografere end jeg havde regnet med.
Jeg havde fået en brief pr. mail med en liste over ønskede billeder og en kontakt til butikschefen.
Så da jeg troppede op i butikken bad jeg om, at tale med ham og fik hurtigt en rundtur i butikken og hvilke ønsker de havde til billeder.
Hvis jeg skulle bruge hjælp undervejs skulle jeg tage fat i den enkelte afdelingsleder eller ansatte, så ville de være til rådighed.
Alt i alt gik det faktisk ok.
Håndværkerne, der var i færd med, at reparere rulletrappen havde sat nogle store gule afspærringer op, som jeg lige måtte have dem til, at fjerne et kort øjeblik, så de ikke kom med på billederne fra gamerafdelingen på første sal.
Heldigvis skulle jeg ikke have kunder med som centrale elementer i billedet, men personalet måtte godt komme med i baggrunden.
Det gjorde det lidt nemmere, at fotografere når jeg ikke skulle instruere, bortset fra at jeg så måtte vente til de forskellige afdelinger var nogenlunde tomme.
I sådan en butik er der gjort en del ud af belysningen og den var nogenlunde ens hvad angår farvetemperatur og styrke, hvilket gør sit til, at billederne bliver pæne og ensartede.
Jeg tog tre eksponeringer af hvert skud, men efterfølgende var det relativt få billeder, der egentlig skulle sammenkopieres.
Der var lige lidt højlys fra nogle lamper der skulle dæmpes og nogle skærme i en afdeling hvor indholdet skulle kopieres ind.
Leave a reply